Bøger

Det sidste halve år har jeg læst utrolig mange bøger med meget stor underholdningsværdi. Især krimier. Jeg kan især anbefale Chicago-forfatteren Sara Paretskys bøger om detektiven V. I. Warshawski. Stilen er helt anderledes detaljerig end nordiske krimier, men de rummer en samfundsmæssig indignation, der passer godt til genren. Af skandinaviske krimiforfattere har jeg for nylig stiftet bekendtskab med norske Jo Nesbø, der kan anbefales. Jeg har kun læst hans seneste, der på norsk hedder Frelseren og som efter sigende skulle være hans svageste, og den var absolut underholdende. Så jeg er klar til at læse mere af ham. Og så må jeg også hellere som ægte krimifan få læst genrens helt store helt: Raymond Chandler og hans bøger om Philip Marlowe. Ja, der må åbenbart være et eller andet med Chicago, for her er Chandler også fra.

Jeg har i mange år været glad for de amerikanske forfattere. De forstår at fortælle historier på en langt fra minimalistisk måde. Det kan også være godt. Jeg elsker Helle Helles fuldstændig nedbarberede ironi, men de amerikanske romanforfattere forstår virkelig at brede sig. Jeg tænker på Tom Wolfes A Man in Full, som er en kæmpelang roman om tre mennesker fra tre forskellige sociale klasser i Atlanta, hvis veje pludselig mødes. Og jeg tænker på Bret Easton Ellis, der jo også virkelig kan blæse tingene op. For nylig har jeg læst hans seneste roman Lunar Park, der er en god gammeldags spøgelseshistorie. Hovedpersonen Bret Ellis forfølges af sin afdøde far og romanfiguren Patrick Bateman (aka American Psycho). Jeg sad en sen nat inde i stuen og læste den. Det eneste lys var lyset over stolen - ellers var der fuldstændig mørkt og pludselig var der noget, der knirkede! Jeg blev så bange. Det var fantastisk. En rigtig gyser. Derudover er der selvfølgelig den legendariske Paul Auster. Hans seneste Brooklyn dårskab er en sød bog og det er som om han er blevet mildere og mere tilgængelig med årene. Men jeg mangler stadig at læse nogle af hans tidligere bøger, der jo nærmest har status af nyklassikere. Især vil jeg gerne læse Mr. Vertigo. Og så er der Austers kone, Siri Hustvedt. Jeg er lige gået i gang med hendes Det jeg elskede og det lader til at blive en fantastisk oplevelse. For et halvt års tid siden læste jeg for første gang Charles Bukowski og det var en dejlig dekadent deroute jeg kom med på. Ham vil jeg gerne læse mere af, men det kræver vist en tur i antikvariater, for han er vist udsolgt fra forlaget.

Men der findes jo også danske forfattere. Længe har Per Højholts hovedværk Auricula stået og ventet på mig, og det er helt sikkert også en af de bøger, jeg skal have læst i denne periode. Af danske bøger jeg nyligt har læst, kan jeg varmt anbefale Ida Jessens ABC, Den der lyver og Det første jeg tænker på. Hun skriver blændende godt. Og så læste jeg, da jeg var på ferie, Jørgen Leths Det uperfekte menneske og Christina Hesselholdts Du, mit du. Leths bog er sjov og velskrevet. Jeg forstår ikke helt den furore den vakte. Han virker ikke som et rart menneske, men det er jo netop heller ikke hans projekt at fremstille sig selv, som en flink fætter. Men den kan helt sikkert anbefales. Han er bestemt ikke kedelig! Hesselholdts forelskede falbelader er legesyg lyrik eller poetisk prosa. Den giver et meget godt billede af, hvordan der ser ud inde i den forelskedes lettere sindsyge hjerne. Den er meget romantisk.




De døde hvide mænd kommer vi jo heller ikke udenom. Jeg er tosset med at læse de bitre russere og de blaserte franskmænd fra det 19. århundrede. Det er nu ikke sikkert, at Tolstoj egentlig var så bitter. Måske er det bare noget, der ligger i russeren. Ikke fordi - man kan selvfølgelig ikke generalisere om folkeslag - jeg ved det godt. Men det virker immervæk som om det står anderledes til med russerne. Sådan virker det i hvert fald, når man læser deres bøger. Jeg har set, at man kan få Dostojevskijs samlede værker i 24 bind til bare 1000 kr. Det kunne være, jeg skulle gøre det, selvom det så bliver i alle de gamle oversættelser. Jeg mangler stadig at læse en del af dem. Eksempelvis har jeg aldrig fået læst Kældermennesket og jeg kunne trænge til at genlæse både Brødrene Karamasov og Idioten. Af de kære afdøde franskmænd mangler jeg stadig at læse Flauberts Madame Bovary (og jeg er ellers glad for Flaubert) og hele Balzacs forfatterskab.

For slet ikke at tale om yngre franskmænd som Celine og Perec og alle de tyske forfattere. De venter også stadig på mig. Så nu vil jeg gå ind og læse, for der er så mange bøger og så lidt tid.