14.3.07

Den kreative klasse

I går blev Klaus Riskær Pedersen idømt 7 års fængsel for underslæb, bedrageri og skyldnersvig. Og det er hvad det er. Det jeg synes er interessant er, at han i 1993 blev smidt ud af partiet venstre - et parti der ellers ikke normalt har noget imod folk, der laver kreativ bogføring.

7.3.07

Bare kald mig Gonzo


Tre uger i Bolivia har givet 40 timers optagelser, som jeg nu sidder og prøver at strukturere til en 20 min. fortælling om gældsslaverne i Bolivia. Det bliver til lydsiden i et multimedieshow, som Operation Dagsværk skal bruge i deres oplysningskampagne til efteråret.

Det var tre uger, hvor jeg opnåede et utrolig tæt forhold til min båndoptager og min mikrofon, som billedet også viser. Jeg synes selv, at jeg her har opnået et look som pågående og afslørende journalist.

Billedet er taget af David, som også har taget rigtig mange og rigtig gode billeder til multimedieshowet. Der kommer et par stykker til af dem herunder. Hvorfor de er blevet valgt fra ved jeg ikke helt, men måske er det noget med at svedende, prustende, støvet og af møgfluer opædt gringa ikke helt fortæller historien om livet som slave.

Det er så varmt i troperne, når man har goretex-sko på og man skal vandre rundt i fugtig skov i bakket landskab (læg mærke til begrebet "fugtig skov" - ikke at forveksle med regnskov
der er noget helt andet). Fordelen ved varme, varme goretex-sko er, at intet kan trænge igennem - hverken vand, ilt eller møgfluer, der spiser en op. Læg i øvrigt mærke til båndoptager og mikrofon - hardcore journalist-look, ikke sandt?

Og her: hardcore-journalist opsøger den oplagte fortælling om Andes-bjergene, vores forfædre. Der bliver optaget stilhed, blomsternes sukken fluernes sværmen. Det er poesi, en abstrakt konkretisme, en metaforisk symbiose, den latente intertekstualitet mellem højsletten og de sneklædte tinder - men det blev ikke rigtig godt. Pyt.

Mere følger når jeg har fået adgang til mine egne billeder.