30.11.06

Fjernsynsdebut

Her i hjemmet på Trekronergade er vi jo flere, der er inden for "noget med medier". Hidtil har det mest været radio, men nu er en af os brudt igennem til fjernsynet. I aften på DR2 vil et af medlemmerne i denne husstand nemlig være at finde i hænderne på Johan fra Magtens Korridorer.

Okay- det er ingen af de levende, men vores så kære Playstation, der har været et smut - med taxa - hele vejen i DR Byen for at være med i Smagsdommerne. Så i aftenens program vil det altså være muligt at høre vores egen lille spillemaskine fælde dom over rockstjernens evner på en guitar.

Så det er sgu da meget sejt - jeg mener en Playstation, der ikke bare kan tale, men også lave kvalitetsvurderinger.

1.11.06

Og nu til vejret...


Så blev det 1. november, og nu gider vejret ikke mere pis. "Uhuh dejlig mildt efterår - åh det er så rart" vrængede vejret vrissent her til morgen. "Nej, nu skal de fandenfisemig få at føle, at der er rigtig, rigtig lang tid til sommer. De skal have sne. De skal have blæst. De skal have slud. Moa-ha-ha" udtalte det onde, onde og let bitre vejr. Men det er jo også hårdt at være vejret. Alle taler om det, men ingen taler til det. Tænk lige på det næste gang du brokker dig over vejret. Måske er det bare vejrets måde at få lidt opmærksomhed på. Så tag i stedet og smil lidt til vejret og giv det et knus, så kan det være, at det bliver lidt bedre.