18.7.07

Onde blade

Forleden tog vi en tur i Tivoli for at se det dejlige orkester Tower of Power. Fortræffelig koncert og jeg skal gerne fortælle mere på et senere tidspunkt, men lige nu skal det handle om timerne op til koncerten. Vi var der nemlig i rigtig god tid, fordi vi var blevet fortalt, at T.O.P. gik på allerede kl. 20, fordi Poul Krebs skulle overtage scenen kl. 22. Det viste sig naturligvis (og heldigvis for det da) at være forkert. Men der stod vi altså med to timer at slå ihjel. Ikke nok tid til at få noget ud af et turpas, men rigelig tid til en dejlig cocktail, så vi styrede direkte mod Café Ketchups store drinks-kort. Man kunne få både det ene og det andet, men for os begge lød en Mojito som det bedste valg. Og dog - for der sort på hvidt (eller grønt tror jeg faktisk) stod de ord, der skulle vise sig at få så stor betydning: "Frisk mynte fløjet ind fra Israel". For det første - i disse globale opvarmningstider behøver man så ligefrem at flyve sin mynte ind? Og så af alle steder fra Israel? En ond, ond stat der bygger onde, onde mure. Så det eneste vi kunne gøre var selvfølgelig at gå igen. Ingen cocktails til os. Eller...ikke før vi besluttede os for at bestille noget uden mynte, for det ville jo på en måde være ok så.

Men fremover når jeg bestiller en Mojito, tror jeg nok lige, at jeg er nødt at spørge: "Undskyld, den mynte der, er den cyklet ind fra et økologisk landbrug i Nordsjælland? For ellers tror jeg nok liiige, at jeg springer over."


Ingen kommentarer: