Fra før verden gik af lave

og der stadig var rigtig public service til. Fra dengang smagsdommerne havde uindskrænket magt.

Det er jo sådan, at jeg sidder og skriver speciale om, hvordan man kan gøre kulturstof i radioen mere populært og underholdende samtidig med, at man bevarer dybden og seriøsiteten. Og i den forbindelse er jeg stødt på et dejligt eksempel på arrogant programlægning.

Det var nemlig sådan, at på det hæderkronede BBC som det tog sig ud i 20erne og 30erne, der brød man sig ikke om, at folk bare hørte radio for underholdningens skyld. Og det betød, at man meget bevidst lagde programmerne sådan, at man ikke bare kunne blive hængende og bevidstløst høre, hvad der nu kom.

Det gjorde man blandt andet ved ikke at have en speaker, der ledte fra det ene program til det andet. Det er så, hvad det er. Det glemmer de også tit på P1. Men der hvor det bliver rigtig sjovt, det er, at man sørgede for, at der lige var en lille pause mellem de forskellige programmer. Altså fuldstændig stilhed - bortset fra lyden af et tikkende ur. Og det allerbedste er, at man sørgede for, at ingenting lå "samme tid, samme sted". Sendte man f.eks. en foredragsrække om havens prydplanter så sørgede man for at første udsendelse eksempelvis lå mandag kl. 16 og at den næste så kom om søndagen kl. 9. Hvis man ville følge med, måtte man slå op i bladet "Radio Times" for der at planlægge ugens lytning.

Se, det er ikke blot arrogance. Det er også dumt og en stor misforståelse af, hvilken rolle radioen faktisk spiller i vores hverdag. For radioen er en integreret del af vores daglige virke og ikke mindst af vores tidsfornemmelse: Når jeg vågner, tænder jeg for Morgenhyrderne på Radio 100FM. Det er hyggeligt og sjovt og min mand arbejder der, så ham kan jeg også lige få sagt godmorgen til på den måde. Når jeg derimod cykler afsted mod mit kontor, hører jeg Poul Friis på P1. Det er debat om et aktuelt emne, som jeg ofte selv har en holdning til. Når jeg kører hjem, hører jeg igen P1 - nu eftermiddagsfladen hvor jeg bliver opdateret på nyhedsstoffet. Og jeg ved, at når Orientering går i gang, så er det ved at være tid til at lave aftensmad.

Altså - det korte af det lange: radioen er en del af min daglige tidsfornemmelse og er på den måde en hverdagsforeteelse. I de tidlige BBC-dage er fejlen altså at opfatte det at høre radio som en enestående begivenhed på linje med at gå i teateret, til fodboldkamp eller i biografen. Men radioen står i vores hjem og derfor skal programlægningen tilpasses vores hverdagsrytme.