Dette & Hint

Amerikanske billeder 2

2007-11-17T11:01:00.000+01:00

Du bliver angrebet af to orker - hvad gør du?

2007-11-12T01:46:00.000+01:00

Svar på det og jeg skal sige dig hvem du er? - altså hvis nu at du var en karakter i Tolkiens åbenbart ekstremt overlevelsesdygtige trilogi.

Selv kan jeg stolt sige, at jeg fik det her svar:

Based on your answers, you are most like
Gandalf

You were also very much like
Aragorn

Tag testen her og fortæl, hvordan det gik.

Amerikanske billeder 1

2007-11-05T02:02:00.000+01:00

"Ron Paul! Ron Paul! Ron Paul!" Det taktfaste råb forsøger at trænge igennem de forbikørendes ruder. En mand iført et gorillahoved hopper op og ned og vifter med et skilt: "Ron Paul for President". Nogle biler dytter af gruppen, der er samlet udenfor NBC's studier i det nordlige Los Angeles.

Vi betragter dem fra den anden side af gaden, hvor vi har taget plads udenfor et peruviansk fastfood-sted. Vi undrer os lidt over den placering, de har valgt til deres demonstration, men det går op for os, at de venter på det samme som os: Jay Leno og hans Tonight Show. Ron Paul der stiller op som præsident for republikanerne er gæst. Han spås ikke mange chancer, men har åbenbart godt tag i de unge og ligger på fjerdepladsen (eller tredjepladsen alt efter hvilken kilde man bruger) i kapløbet om at indsamle kampagnepenge.

Men der hvor det går op for lille mig, hvor stort det er det vi skal ind til, er da jeg finder ud af, at dagens anden gæst er mine teenageårs store idol: Tom Cruise.

Vi bliver af uransagelige årsager placeret på første række, da vi kommer ind i studiet. Lidt ude i siden, men alligevel...jeg når lige at tænke 'åh nej - bare han (Jay Leno) ikke taler til os, da han kommer ind på scenen. Han hilser på publikum og laver lidt stand-up og er overraskende sjov og - ikke mindst - han taler ikke til os. Derefter forsvinder han hastigt igen og opvarmeren kommer ind og nu begynder i hvert fald en af de to danske publikummer på første række (ja - det er mig) at koldsvede, for her skal man være varsom med at være for passiv, for så bliver der virkelig lagt mærke til en. Så der sidder jeg og råber og klapper og så op og stå og juble og ned igen og op igen - påtaget entusiastisk for ikke at blive udpeget. Heldigvis vil amerikanerne gerne på skærmen og efter en fem minutters tid kan jeg lettet sætte mig ned igen - sådan da. For det viser sig, at dem der sidder på første række er dem der skal løbe op og hilse på stjerneværten, når han kommer ind. Så på den igen! Der bliver talt ind til udsendelsen og let febrilsk kigger jeg mig omkring og tjekker, at det virkelig er rigtigt, at jeg skal op og stå. Man vil jo så nødig dumme sig på en stor amerikansk tv-kanal. Men jo - den er god nok. Alle spurter op og kæmper om at få lov og trykke den store Jay Leno i hånden. Og også jeg bliver grebet af stemningen, hvilket resulterer i en intenst svingende højrehånd fra min side - men forgæves. Jeg får ikke lov at røre og må slukøret luske tilbage i mørket på min plads.

For bare minutter senere endnu engang at blive grebet af stjerneeufori: Tom Cruise kommer på scenen med sit drenget-charmerende smil, som jeg husker det fra utallige billeder og plakater fra for efterhånden mange år siden. Han holder sig jo godt, og der er nu noget over at 'møde' et gammelt idol. Jeg er opstemt, selvom jeg hemmeligt for mig selv (og overfor eventuelle læsere) må indrømme, at det var lidt som at sige, at man har været i et land, hvis man har mellemlandet i pågældende lands lufthavn. Det tæller, men det giver ikke så intens en erindring. Det var nemlig sådan, at der stod et stort kamerastativ lige foran mig og Tom Cruise havde - lidt - ryggen til, så jeg kunne bedst se ham på skærmen.

Men det tæller for at have set en stjerne.

Lyt med

2007-11-05T01:29:00.000+01:00

I kan høre hele udsendelsen 'Morten og revolutionen her på Dokumentarzonens hjemmeside.

Morten og revolutionen

2007-10-26T16:06:00.000+02:00

Så er min radiodokumentar blevet programsat, så hør endelig med:

DokumentarZonen - uge 44

P1 - onsdag den 31. oktober - genuds. lørdag den 3. november 2007

Kl. 14.03-15.33

Morten og revolutionen

Gældsslaver og gadekampe – Bolivia og Nørrebro. Hvilken kamp er vigtigst og kan man overhovedet skelne?

Morten Torbjørn Andersen tager med Operation Dagsværk og møder guaraní-indianerne, der lever som gældsslaver på de store haciendaer i det sydlige Bolivia. Han er taget af sted for at samle materiale til en stor oplysningskampagne om indianernes forhold. Den skal køre på de danske gymnasier og lede op til Operation Dagsværks indsamlingsdag d. 7. november.

Få dage efter hjemkomsten til Danmark bliver Ungdomshuset på Jagtvej i København ryddet og Morten kaster sig ligeså ihærdigt ind i kampen og bliver anholdt.

I Bolivia har han dog mødt en mand, der har ofret alt for sin kamp. Mødet med ham får Morten til at se tingene i et andet perspektiv.

Udsendelsen er tilrettelagt af Stine Bang med teknik af Jesper Tholl.

Kattens sande jeg

2007-10-22T14:16:00.001+02:00

En lille tegnefilm er altid rart, når efteråret viser sig fra sin mørkeste side

På toppen af verden

2007-08-26T21:57:00.000+02:00

Velkommen til en tur til El Alto og det nye Bolivia

Foto: David Høgsholt

Elvis Memorial

2007-08-15T10:48:00.001+02:00

I morgen er det 30 år siden Elvis døde. Personligt opdagede jeg først for 2 år siden, hvor fantastisk en kunstner han faktisk var. Hvis man skræller alt glimmeret og peanutbutteren væk, så var han en vildt god sanger.

Men med Elvis kommer man ikke udenom myten. Jeg mødte den i Mall of America i Minneapolis til en Elvis Impersonation Contest. En lang række mennesker havde klædt sig ud som Elvis og konkurrede om at være den bedste Elvis. Her kan I høre hvordan det lød.

Samuraisværd skarp satire

2007-08-13T21:07:00.000+02:00

Omme i USA har de noget, der hedder 'The Colbert Report' (udtales med stumme t'er og tryk på sidste stavelser (altså ikke stumt 't' i 'the' - det er jo dumt)). Det er et show bygget op som klassisk talk show med en vært, Stephen Colbert. Men han er ikke hvem som helst, for han udgiver sig for at være Bush-tilhænger og god højreorienteret kristen. Og det kan der komme virkelig god satire ud af. Prøv bare at se det her klip:

Jeg får helt kuldegysninger af den slags samfundsrevsende satire - og så er det edderrådme sjovt.

Spørgsmålet om væren - og tøj

2007-07-19T10:17:00.000+02:00

You scored as Martin Heidegger,
You are Martin Heidegger. You are a very wordy person that believes we classify objects by their function, and that community is essential. Once we are in a community, then it is possible for us to differentiate ourselves. You also might have sympathetic feelings towards Nazis.

Martin Heidegger

89%

Which Existentialist Philosopher Are You?
created with QuizFarm.com

Ups! Jeg er endnu engang faldet over en af nettets mange obskure tests. Denne gang drejer det sig om at undersøge, hvilken eksistentialistisk filosof, man ligner mest. Og ja - jeg ligner sågu Heidegger. Jeg kan ikke helt gennemskkue om det er min forkærlighed for stramme Lederhosen og våde frokoster i Grøften, min "omfattende" læsning i hans forfatterskab eller bare fordi jeg for nogle år siden lyttede en del til en dejlig vise, der fremlagde og ikke mindst fortolkede Heideggers tekster. Hvis du trykker på play, kan du høre den, og jeg skal huske at sige, at det er en mand, der hedder Thomas Pigor, der har lavet den og hele teksten ligger på hans side.

Apropos lyd

2007-07-18T17:53:00.000+02:00

Vil bare lige sige, at I skal lægge mærke til min nye lydafspiller. Den er så smart, og man ryger ikke ud af siden, og den starter bare med det samme (prøv den nede i indlægget om guaraníerne).

Det er Hasse, der har lavet den til mig, og det skal han have mange tak for. Han er sej, ikk?

Onde blade

2007-07-18T15:57:00.000+02:00

Forleden tog vi en tur i Tivoli for at se det dejlige orkester Tower of Power. Fortræffelig koncert og jeg skal gerne fortælle mere på et senere tidspunkt, men lige nu skal det handle om timerne op til koncerten. Vi var der nemlig i rigtig god tid, fordi vi var blevet fortalt, at T.O.P. gik på allerede kl. 20, fordi Poul Krebs skulle overtage scenen kl. 22. Det viste sig naturligvis (og heldigvis for det da) at være forkert. Men der stod vi altså med to timer at slå ihjel. Ikke nok tid til at få noget ud af et turpas, men rigelig tid til en dejlig cocktail, så vi styrede direkte mod Café Ketchups store drinks-kort. Man kunne få både det ene og det andet, men for os begge lød en Mojito som det bedste valg. Og dog - for der sort på hvidt (eller grønt tror jeg faktisk) stod de ord, der skulle vise sig at få så stor betydning: "Frisk mynte fløjet ind fra Israel". For det første - i disse globale opvarmningstider behøver man så ligefrem at flyve sin mynte ind? Og så af alle steder fra Israel? En ond, ond stat der bygger onde, onde mure. Så det eneste vi kunne gøre var selvfølgelig at gå igen. Ingen cocktails til os. Eller...ikke før vi besluttede os for at bestille noget uden mynte, for det ville jo på en måde være ok så.

Men fremover når jeg bestiller en Mojito, tror jeg nok lige, at jeg er nødt at spørge: "Undskyld, den mynte der, er den cyklet ind fra et økologisk landbrug i Nordsjælland? For ellers tror jeg nok liiige, at jeg springer over."

Lyden af mig

2007-07-06T11:42:00.000+02:00

Så er der nyt initiativ her på bloggen. Det hedder "Lyden af mig" og går ud på, at jeg lægger forskellige lydting op, som I kan lytte til.

Vi lægger blidt ud med en optagelse jeg har lavet i Bolivia. Jeg var på besøg i en guaraní-landsby. Her sad beboerne og talte med Justo Molina, der arbejder for guaraniernes ret til jorden. De fortalte ham om den onde Matilda oppe på haciendaen og om borgmesteren 'Alcalde' - tror jeg nok. For det hele er på guaraní og det er kun de to ord, jeg kan genkende. Men nu kan I få lov til at lytte til sproget. Det er meget fremmed. Men jeg kan hjælpe så langt, at "huamma" (og det staves helt sikkert ikke sådan) betyder goddag. Hvis I vil lære mere, kan I gøre det her.

Mud on the Dancefloor

2007-07-06T09:57:00.000+02:00

Roskilde er ved at svømme væk - igen-igen, så i solidaritet med dem deroppe og i festligholdelse af jubilæumsåret smider jeg lige her et par billeder fra Roskilde '97, der var næsten lige så våd. Egentlig tror jeg ikke, der kom ligeså meget vand i '97 som i år og ingen gang så meget som i 2004, men problemet var, at det var inden der blev lagt dræn. Derfor flød alt vandet rundt oven på jorden.

Det her billede viser en ganske særlig spiseteknik, hvor hovedet ligesom får to funktioner: en paraplyfunktion for at undgå, at den lune chili con carne bliver til kølig suppe og så selvfølgelig den klassiske mad-aftagningsfunktion.

"Ja, så er det bare 1-2-3 hyyyg! Giv den gas." Den nybagte student (ja, det er så mig) overvejer, om det var værd at droppe en 3-5 studenterfester for at tage til festival.

Roskilde '97 - vådt men jeg mindes nogen ret fede koncerter. Især Zapp Mama - den belgisk-congolesiske kvinde-vokal-gruppe var uovertrufne. Teltet holdt. Ja - og så giver det jo altid rimelig meget festivalrespekt og kunne sige: Synes du det er slemt? Så skulle du have været her i 2004, da vi havde den store muddertsunami ved grøn scene.

Hvor numerologer kommer til kort

2007-05-16T09:03:00.000+02:00

Forleden dag blev ham der leder Talebans operationer i Afghanistan dræbt. Og han lyder jo på papiret som en farlig karl, og det er måske derfor han har taget navnet - hold nu fast - Mullah Dadullah. Bare for at lyde lidt sødere og mere nussepusseagtig.

Jeg synes, det er et godt trick at camouflere sit navn på den måde, så lyder man som om man er i familie med Alabadoster og Hullabaluh-Lotte-hvor-er-du-henne, har en affære med Tinky Winky og en søster, der hedder Mullah Ulla.

Og så boede han et sted, der hedder Tora Bora og måske drak han ævle-bævle og flæske-læske. Hvem ved? I hvert fald havde han kun et ben og det er ikke engang lyv.

Spidey er tilbage

2007-05-09T11:51:00.000+02:00

Det kan jo ikke være en overraskelse for nogen, at Spiderman 3 langt om længe er kommet. Og jeg glæder mig som et lille barn til jeg skal ind og se den. Men indtil da kan jeg jo glæde mig over, at mig og Peter P. faktisk ligner hinanden meget godt. Det viser sig nemlig, at jeg er 90% Spiderman, som det vil fremgå af nedenstående testresultat. Sejt, ikk?

Your results:
You are Spider-Man

Spider-Man

90%

You are intelligent, witty,
a bit geeky and have great
power and responsibility.

Skulle I selv få lyst til at se, hvem I ligner, så prøv testen her:

Click here to take the Superhero Personality

Glæder mig til at høre om I er ligeså seje som mig.

Den kreative klasse

2007-03-14T08:13:00.000+01:00

I går blev Klaus Riskær Pedersen idømt 7 års fængsel for underslæb, bedrageri og skyldnersvig. Og det er hvad det er. Det jeg synes er interessant er, at han i 1993 blev smidt ud af partiet venstre - et parti der ellers ikke normalt har noget imod folk, der laver kreativ bogføring.

Bare kald mig Gonzo

2007-03-07T10:47:00.000+01:00

Tre uger i Bolivia har givet 40 timers optagelser, som jeg nu sidder og prøver at strukturere til en 20 min. fortælling om gældsslaverne i Bolivia. Det bliver til lydsiden i et multimedieshow, som Operation Dagsværk skal bruge i deres oplysningskampagne til efteråret.

Det var tre uger, hvor jeg opnåede et utrolig tæt forhold til min båndoptager og min mikrofon, som billedet også viser. Jeg synes selv, at jeg her har opnået et look som pågående og afslørende journalist.

Billedet er taget af David, som også har taget rigtig mange og rigtig gode billeder til multimedieshowet. Der kommer et par stykker til af dem herunder. Hvorfor de er blevet valgt fra ved jeg ikke helt, men måske er det noget med at svedende, prustende, støvet og af møgfluer opædt gringa ikke helt fortæller historien om livet som slave.

Det er så varmt i troperne, når man har goretex-sko på og man skal vandre rundt i fugtig skov i bakket landskab (læg mærke til begrebet "fugtig skov" - ikke at forveksle med regnskov
der er noget helt andet). Fordelen ved varme, varme goretex-sko er, at intet kan trænge igennem - hverken vand, ilt eller møgfluer, der spiser en op. Læg i øvrigt mærke til båndoptager og mikrofon - hardcore journalist-look, ikke sandt?

Og her: hardcore-journalist opsøger den oplagte fortælling om Andes-bjergene, vores forfædre. Der bliver optaget stilhed, blomsternes sukken fluernes sværmen. Det er poesi, en abstrakt konkretisme, en metaforisk symbiose, den latente intertekstualitet mellem højsletten og de sneklædte tinder - men det blev ikke rigtig godt. Pyt.

Mere følger når jeg har fået adgang til mine egne billeder.

Nyt fra Bolivia

2007-02-13T17:28:00.000+01:00

Saa lykkedes det mig endelig at komme ind paa min blog, saa jeg kan opdatere jer om, hvordan det gaar herovre i det sydamerikanske. Vi har fuld knald paa hele tiden og endnu har der ikke vaeret tid til at skrive et eneste postkort.

Foerste uge tilbragte vi i hoejderne. Isaer var vi meget i El Alto, forstaden til La Paz. Det var her i 2003 at praesidenten blev tvunget til at flygte til Miami. El Alto, der ligger paa et plateau over La Paz, der ligger nede i en gryde. Beboerne i El Alto skal altsaa bare blokere de 2-4 indfaldsveje der er ned til regeringsbyen og saa er de afskaaret fra alt. Det var under samme blokade, at 58 bolivianere mistede livet, da praesidenten satte militaeret ind for at rydde modstanden af vejen. Men det hjalp ikke, og nu er han vaek. Istedet er verdens foerste indianske praesident, Evo Morales, ved magten og han er populaer. Isaer i hoejlandet. Alle steder heroppe er der en staerk fornemmelse af haab og alle taler om "El Gambio" - forandringen der er paa vej.

Den maerker indianerne i det sydlige Bolivia nu ikke meget til. Det er saa langt vaek fra La Paz, at staten ikke har meget magt her. Kun den lokale borgmester, der bruger politibilen som sin egen private bil, taler om alt det gode han vil goere og i oevrigt har fem familier til at arbejde for sig under slavelignende tilstande. Hernede er det de faerreste guarani-indianere, der opnaar at faa mindsteloennen paa 20 bolivianos (ca. 16 kr.) om dagen. Og isaer ikke kvinderne, for som hacienda-ejerne siger: De laver jo ikke saa meget som maendene, saa de faar 5-7 bs. om dagen. Nogle helt ned til tre. Desuden skylder mange af dem penge til haciendaejerne - maaske er det en gaeld de har arvet fra deres foraeldre, men resultatet er at de gaar i aarevis uden reel loen og uden at vide om gaelden bliver mindre. Hvad den i oevrigt sjaeldent goer, for ofte er folk noedt til at koebe sukker, toej, coca og saa videre hos el patron og det til overpris og det bliver saa bare skrevet paa regningen, der stiger og stiger. Saa her er ingen tro paa forandring - ikke hos dem, der lever paa haciendaerne. Og ejerne oensker den ikke.

Efter en uge paa landet er vi naaet til Santa Cruz som er en af Bolivias rige byer. Det er her haciendaejerne har store huse og det er dem og alle de andre rige, der sidder paa magten her. Det er landets opposition findes. Og det ville vaere synd at sige, at Evo er ligesaa populaer her som i hoejlandet. Her skal jeg lave turens sidste interviews og saa tager vi til karneval i byen Oruro og hjemad paa mandag.

Jeg skal lave en opdatering mere med billeder fra turen, naar jeg vender hjem.

En dragt af kød

2007-01-12T01:11:00.000+01:00

Efter at have indkøbt et stykke tøj i Frederiksbergcenteret kigger jeg på bon'en for at tjekke, at alt er i orden. Og så ser jeg til min store undren, at beklædningsgenstanden, der nu ligger fint indpakket i silkepapir i posen i min hånd er af typen "Princip Culotte". Hvad er det for et princip? Er det en bestemt væveteknik eller er der måske snarere tale om en livsfilosofi? For hvis det er tilfældet, vil jeg gerne være med. Så må man kun spise kød og klæde sig i tøj, der er lavet udelukkende af animalske produkter. Og så skal hovedkvarteret ligge på Flæsketorvet i Kødbyen. Hvem vil være med?

Fjernsynsdebut

2006-11-30T17:56:00.000+01:00

Her i hjemmet på Trekronergade er vi jo flere, der er inden for "noget med medier". Hidtil har det mest været radio, men nu er en af os brudt igennem til fjernsynet. I aften på DR2 vil et af medlemmerne i denne husstand nemlig være at finde i hænderne på Johan fra Magtens Korridorer.

Okay- det er ingen af de levende, men vores så kære Playstation, der har været et smut - med taxa - hele vejen i DR Byen for at være med i Smagsdommerne. Så i aftenens program vil det altså være muligt at høre vores egen lille spillemaskine fælde dom over rockstjernens evner på en guitar.

Så det er sgu da meget sejt - jeg mener en Playstation, der ikke bare kan tale, men også lave kvalitetsvurderinger.

Og nu til vejret...

2006-11-01T10:06:00.000+01:00

Så blev det 1. november, og nu gider vejret ikke mere pis. "Uhuh dejlig mildt efterår - åh det er så rart" vrængede vejret vrissent her til morgen. "Nej, nu skal de fandenfisemig få at føle, at der er rigtig, rigtig lang tid til sommer. De skal have sne. De skal have blæst. De skal have slud. Moa-ha-ha" udtalte det onde, onde og let bitre vejr. Men det er jo også hårdt at være vejret. Alle taler om det, men ingen taler til det. Tænk lige på det næste gang du brokker dig over vejret. Måske er det bare vejrets måde at få lidt opmærksomhed på. Så tag i stedet og smil lidt til vejret og giv det et knus, så kan det være, at det bliver lidt bedre.

Min mormors ring

2006-10-26T13:42:00.000+02:00

Da min mormor blev 50 fik hun en ring af min morfar. Det er en guldring med en ametyst og to små hvide sten - en på hver side. Det var den første ring, hun fik siden hun blev forlovet, og hun blev meget glad for den og gik altid med den. Jeg kan se hende for mig sidde og dreje den på sin finger. Nu har jeg fået ringen. Den var knækket og alt for stor til mig, så den er blevet repareret og tilpasset min fingerstørrelse - og så er den blevet poleret, helt blank og skinnende. Og lige da jeg så det, blev jeg lidt ked af det, for det var som om mormor var blevet pudset helt væk. Men det er stadigvæk mormors ring, som jeg kan tage på og dreje på min finger og tænke på alle de dejlige timer, jeg har tilbragt med hende.

Bøger

2006-10-10T10:34:00.000+02:00

Det sidste halve år har jeg læst utrolig mange bøger med meget stor underholdningsværdi. Især krimier. Jeg kan især anbefale Chicago-forfatteren Sara Paretskys bøger om detektiven V. I. Warshawski. Stilen er helt anderledes detaljerig end nordiske krimier, men de rummer en samfundsmæssig indignation, der passer godt til genren. Af skandinaviske krimiforfattere har jeg for nylig stiftet bekendtskab med norske Jo Nesbø, der kan anbefales. Jeg har kun læst hans seneste, der på norsk hedder Frelseren og som efter sigende skulle være hans svageste, og den var absolut underholdende. Så jeg er klar til at læse mere af ham. Og så må jeg også hellere som ægte krimifan få læst genrens helt store helt: Raymond Chandler og hans bøger om Philip Marlowe. Ja, der må åbenbart være et eller andet med Chicago, for her er Chandler også fra.

Jeg har i mange år været glad for de amerikanske forfattere. De forstår at fortælle historier på en langt fra minimalistisk måde. Det kan også være godt. Jeg elsker Helle Helles fuldstændig nedbarberede ironi, men de amerikanske romanforfattere forstår virkelig at brede sig. Jeg tænker på Tom Wolfes A Man in Full, som er en kæmpelang roman om tre mennesker fra tre forskellige sociale klasser i Atlanta, hvis veje pludselig mødes. Og jeg tænker på Bret Easton Ellis, der jo også virkelig kan blæse tingene op. For nylig har jeg læst hans seneste roman Lunar Park, der er en god gammeldags spøgelseshistorie. Hovedpersonen Bret Ellis forfølges af sin afdøde far og romanfiguren Patrick Bateman (aka American Psycho). Jeg sad en sen nat inde i stuen og læste den. Det eneste lys var lyset over stolen - ellers var der fuldstændig mørkt og pludselig var der noget, der knirkede! Jeg blev så bange. Det var fantastisk. En rigtig gyser. Derudover er der selvfølgelig den legendariske Paul Auster. Hans seneste Brooklyn dårskab er en sød bog og det er som om han er blevet mildere og mere tilgængelig med årene. Men jeg mangler stadig at læse nogle af hans tidligere bøger, der jo nærmest har status af nyklassikere. Især vil jeg gerne læse Mr. Vertigo. Og så er der Austers kone, Siri Hustvedt. Jeg er lige gået i gang med hendes Det jeg elskede og det lader til at blive en fantastisk oplevelse. For et halvt års tid siden læste jeg for første gang Charles Bukowski og det var en dejlig dekadent deroute jeg kom med på. Ham vil jeg gerne læse mere af, men det kræver vist en tur i antikvariater, for han er vist udsolgt fra forlaget.

Men der findes jo også danske forfattere. Længe har Per Højholts hovedværk Auricula stået og ventet på mig, og det er helt sikkert også en af de bøger, jeg skal have læst i denne periode. Af danske bøger jeg nyligt har læst, kan jeg varmt anbefale Ida Jessens ABC, Den der lyver og Det første jeg tænker på. Hun skriver blændende godt. Og så læste jeg, da jeg var på ferie, Jørgen Leths Det uperfekte menneske og Christina Hesselholdts Du, mit du. Leths bog er sjov og velskrevet. Jeg forstår ikke helt den furore den vakte. Han virker ikke som et rart menneske, men det er jo netop heller ikke hans projekt at fremstille sig selv, som en flink fætter. Men den kan helt sikkert anbefales. Han er bestemt ikke kedelig! Hesselholdts forelskede falbelader er legesyg lyrik eller poetisk prosa. Den giver et meget godt billede af, hvordan der ser ud inde i den forelskedes lettere sindsyge hjerne. Den er meget romantisk.

De døde hvide mænd kommer vi jo heller ikke udenom. Jeg er tosset med at læse de bitre russere og de blaserte franskmænd fra det 19. århundrede. Det er nu ikke sikkert, at Tolstoj egentlig var så bitter. Måske er det bare noget, der ligger i russeren. Ikke fordi - man kan selvfølgelig ikke generalisere om folkeslag - jeg ved det godt. Men det virker immervæk som om det står anderledes til med russerne. Sådan virker det i hvert fald, når man læser deres bøger. Jeg har set, at man kan få Dostojevskijs samlede værker i 24 bind til bare 1000 kr. Det kunne være, jeg skulle gøre det, selvom det så bliver i alle de gamle oversættelser. Jeg mangler stadig at læse en del af dem. Eksempelvis har jeg aldrig fået læst Kældermennesket og jeg kunne trænge til at genlæse både Brødrene Karamasov og Idioten. Af de kære afdøde franskmænd mangler jeg stadig at læse Flauberts Madame Bovary (og jeg er ellers glad for Flaubert) og hele Balzacs forfatterskab.

For slet ikke at tale om yngre franskmænd som Celine og Perec og alle de tyske forfattere. De venter også stadig på mig. Så nu vil jeg gå ind og læse, for der er så mange bøger og så lidt tid.

Ah ferie

2006-09-15T11:14:00.000+02:00

En uge i charterland var lige, hvad der skulle til ovenpå specialet, som jeg jo afleverede i sidste uge og dermed blev færdig med min uddannelse og altså meget snart kan kalde mig kandidat, cand.mag, arbejdsløs og alle de andre fancy titler, der følger med et universitetsstudie.

Vi - Mads og jeg - var en uge på den lille bitte ø Skiathos i de græske sporader. En ø uden rester af klassiske templer og andre kulturskatte, hvilket betød at vi bare kunne slappe helt af.

Dagene gik med at læse romaner (mange!), bade, spise og spille. Aftenerne med at udnytte de mange barers happy hour.

En dag sad vi på havnekajen og spiste grillede majs og kiggede ned på fiskene i vandet.

Vores eneste rigtige tur var en sejltur rundt om øen med stop forskellige steder. Blandt andet på en stenstrand med det klareste vand, man kan tænke sig.
Det var dejligt med en ferie fuldstændig uden at lave noget. Nu er jeg genopladet og klar til at tage hul på mit nye liv som jobsøgende. Så hvis I hører om noget, så sig til, ikk?

Beviset

2006-09-15T11:08:00.000+02:00

Jeg blev færdig. Det er rigtig nok, og her er beviset:

En meget glad og utrolig træt Stine i KUAs kopirum med det færdige resultat. Jeg ærede selvfølgelig hele min studietid ved at bruge hele natten inden aflevering til at sidde og skrive. Sådan har det altid været, så hvorfor lave om på det nu?

uh - det kribler og krabler i min mave

2006-09-04T13:35:00.000+02:00

Så er det sidste ord skrevet. Jeg mangler bare at printe skidtet ud, aflevere det og så er jeg kandidat (satser kraftigt på at bestå forstås).

Det er en sær følelse at sidde her helt alene i KUAs computerrum og vide, at jeg er ved at lægge sidste hånd på syv års studier. Men ikke desto mindre helt utrolig dejligt.

Jeg tager billeder og lægger op, så I kan se beviser for, at det virkelig sker.

Sære websider

2006-08-29T12:59:00.000+02:00

...som jeg tilfældigvis er faldet over, når jeg ind i mellem holder en kort pause i specialeskrivningen:
1. catsthatlooklikehitler.com - de såkaldte "kitlers" - pænt usmageligt, men hold kæft hvor er det sjovt.
2. stuffonmycat.com - nu vi er ved katte. Sær side hvor folk dækker deres katte med alle mulige ting og tager billeder af det.
3. kittenwar.com - okay, vi tager en katteside til. Mest fordi navnet er så dejlig militant. Det er en side, hvor man stemmer om, hvilke killinger, der er sødest. Ja, det er dumt, men hvad pokker? Sådan et speciale skriver jo ikke sig selv.
4. blokus.com - det er et spil, hvor det gælder om at lægge sine geometriske figurer ned, før de andre. Det lyder enkelt, og det er det også, men det er sjovt. Og jeg har det også i virkeligheden, og der er det sjovere, men i mangel af bedre.
5. cuteoverload.com - den kommer vi jo ikke uden om. Den daglige "nåååhh"-indsprøjtning.
6. Og så skal I altså lige se denne her video, fordi den er så fantastisk sjov. Lille og vågen er ikke altid nok...

Fra før verden gik af lave

2006-07-27T13:22:00.000+02:00

og der stadig var rigtig public service til. Fra dengang smagsdommerne havde uindskrænket magt.

Det er jo sådan, at jeg sidder og skriver speciale om, hvordan man kan gøre kulturstof i radioen mere populært og underholdende samtidig med, at man bevarer dybden og seriøsiteten. Og i den forbindelse er jeg stødt på et dejligt eksempel på arrogant programlægning.

Det var nemlig sådan, at på det hæderkronede BBC som det tog sig ud i 20erne og 30erne, der brød man sig ikke om, at folk bare hørte radio for underholdningens skyld. Og det betød, at man meget bevidst lagde programmerne sådan, at man ikke bare kunne blive hængende og bevidstløst høre, hvad der nu kom.

Det gjorde man blandt andet ved ikke at have en speaker, der ledte fra det ene program til det andet. Det er så, hvad det er. Det glemmer de også tit på P1. Men der hvor det bliver rigtig sjovt, det er, at man sørgede for, at der lige var en lille pause mellem de forskellige programmer. Altså fuldstændig stilhed - bortset fra lyden af et tikkende ur. Og det allerbedste er, at man sørgede for, at ingenting lå "samme tid, samme sted". Sendte man f.eks. en foredragsrække om havens prydplanter så sørgede man for at første udsendelse eksempelvis lå mandag kl. 16 og at den næste så kom om søndagen kl. 9. Hvis man ville følge med, måtte man slå op i bladet "Radio Times" for der at planlægge ugens lytning.

Se, det er ikke blot arrogance. Det er også dumt og en stor misforståelse af, hvilken rolle radioen faktisk spiller i vores hverdag. For radioen er en integreret del af vores daglige virke og ikke mindst af vores tidsfornemmelse: Når jeg vågner, tænder jeg for Morgenhyrderne på Radio 100FM. Det er hyggeligt og sjovt og min mand arbejder der, så ham kan jeg også lige få sagt godmorgen til på den måde. Når jeg derimod cykler afsted mod mit kontor, hører jeg Poul Friis på P1. Det er debat om et aktuelt emne, som jeg ofte selv har en holdning til. Når jeg kører hjem, hører jeg igen P1 - nu eftermiddagsfladen hvor jeg bliver opdateret på nyhedsstoffet. Og jeg ved, at når Orientering går i gang, så er det ved at være tid til at lave aftensmad.

Altså - det korte af det lange: radioen er en del af min daglige tidsfornemmelse og er på den måde en hverdagsforeteelse. I de tidlige BBC-dage er fejlen altså at opfatte det at høre radio som en enestående begivenhed på linje med at gå i teateret, til fodboldkamp eller i biografen. Men radioen står i vores hjem og derfor skal programlægningen tilpasses vores hverdagsrytme.

Ting der er værre end at sidde og skrive speciale når solen skinner

2006-07-06T12:52:00.000+02:00

...uden at være dødelige eller på anden måde kroniske og som kun involverer mig.

- Støvsugning er umiddelbart værre. Det larmer og er stressende. På den anden side tager det sjældent så lang tid som skrivningen - med mindre der er usædvanligt beskidt. Så det der reelt ville være værre, var at støvsuge et halvt til et helt år - i træk. Ja, for ikke at tænke på at ryge ud i en decideret støvsugningssump.

- Pludseligt hårtab. Ikke rart.

- Når man står bagerst i køen i Netto og køen går helt ned til mælken. Og endnu værre: hvis der ikke kommer nogen og stiller sig bagved, så man kan godte sig over, at de skal vente endnu længere.

Det caribiske kontor

2006-07-03T13:50:00.000+02:00

Herinde bag Radiohusets solgule markiser (eller samme farve som kraftig morgenurin - alt efter temperament) er temperaturen ved at nærme sig rigtig varmt. En lille bordventilator svinger sig desperat fra side til side for at bibringe os lidt ilt og alligevel pibler sveden frem fra alle sprækker.

Men det gør ikke noget, for så er det ligesom at være på ferie i de varme lande. Og i de varme lande holder man jo siesta midt på dagen, så det vil jeg også gøre.

Og så kan jeg jo arbejde videre i aften, når det bliver køligt.

Tour de Træls

2006-06-30T14:42:00.000+02:00

Ivan Basso ude!
Jan Ullrich ude!
Jørgen Leth ude!

Det er som om den store onde men dog retfærdige specialegud (ja, sådan en findes!) har haft en finger med i spillet. Eller skulle jeg sige har stukket en pind i hjulet (sic!) på min yndlingssommersportsbegivenhed.

Men det er nok fint, at det bliver kedeligt i år. Jeg har jo andre og mere vigtige ting at give mig til...suk!

Buhu - Roskilde uden mig...

2006-06-29T19:12:00.000+02:00

...og nu kommer solen endda.

Jeg sidder og hører festivalradio og bliver mere og mere misundelig. Planen var ellers, at jeg overhovedet ikke gad det der i år. Men faktum er, at det gider jeg helt vildt godt. Og jeg gider rigtig godt at lave radio. Det er jo noget af det sjoveste og hyggeligste at lave og lige nu kan jeg overhovedet ikke huske, at det også er sindsygt hårdt og stressende.

Så jeg overvejer alvorligt at smide en halv bondegård eller i hvert fald et husmandssted efter en billet på søndag og så smutte op og lige snuse lidt til det hele. Nej, måske ikke snuse - det er garanteret ikke rart på søndag! ADR.

Men så komme op og høre lidt musik, drikke et par fadøl og så lige daske ned og hilse på radioen. Det gad jeg dælme godt.

Så skete det

2006-06-29T17:05:00.000+02:00

Jeg er gået online. Fordi jeg synes, jeg har noget vigtigt at sige? næh. Fordi jeg elsker at skrive? egentlig ikke. Fordi det er mere interessant end at arbejde på sit speciale? jep.